Udsmykning af Boxit FlexOffice i Aalborg
Opgave:
Udsmykning af et nyt moderne kontormiljø for iværksættere og etablerede virksomheder placeret i et af Aalborgs nye store byggerier. Udsmykningen er en visuel fortælling om fire af Aalborgs store virksomheder.
“Fire Aalborg-virksomheder, deres historier og betydning for byen, fortalt på væggene i Boxit Flexoffice’s nye faciliteter i Aalborg centrum.”
Vi ville fortælle om Aalborgs gamle ikoniske virksomheder og om hvordan de har været med til at forme byen.
Materialet til udsmykningen kommer fra Aalborg Stadsarkiv’s samling af gamle fotos og historierne er fortalt af Flemming Nielsen (arkivar, Aalborg Stadsarkiv) ud fra hans store viden om byens historie.
“Første del af opgaven var at lave en drejebog med idéer til hvordan vi kunne fortælle om Værftet, Spritten, Eternitten og Cementen.”
Efterfølgende udarbejdede vi designs, forslag til materialebrug og disponering af vægplads samt et budget for gennemførelse af hele opgaven.
Eksempel på tekst:
Værftets arbejdere
På Aalborg Værft var der som på mange andre arbejdspladser en kultur, hvor man gav hinanden øgenavne. Nogle af dem kunne være ret barske, men meget beskrivende. Charles Nifinger var det navn, der jo fortalte, at ejermanden havde mistet en finger. Dingle Hans var udtryk for, at personen af og til kunne være usikker på benene. Øgenavne kunne også være sarkastiske. Den Tavse kunne være en meget snakkende person. Grev Horn var øgenavnet på en mand, der havde en kraftig næse. Kaninen, som var truckfører, fik sit tilnavn, fordi han var tilbøjelig til at køre i pludselige ryk med trucken. Kuglelynet var lille og rund, men hurtig til bens. Kæmpe havde fået sit tilnavn i vægtløfterklubben ”Jyden”. Han var 1.60 høj…. En meget velorienteret mand fik tilnavnet Ministeren. Mosegrisen kom fra landet og gik og snøftede. Måske var han forkølet den dag, han fik navnet …