Det er menneskeligt at søge det genkendelige. Vi vil forstå det, vi ser. Vi vil finde noget at hægte os fast i, og vi finder en ro i, at vi ikke er alene. Det gælder også kunst. Vi leder efter et ansigt, vi kender. Tit vores eget.

Det var et præcist hensyn, jeg tog, da jeg lavede min serie "Mangfoldighed". Den hænger på væggene nede i Borgerservice hos Aalborg Kommune. Hvert værk viser et enkelt eller en hel gruppe af mennesker fyldt helt til kanten. Mennesker i alle aldre, alle hudfarver, alle udtryk, tæt side om side. Nogle kigger lige på dig. Nogle kigger væk. Nogle holder et papir, kort eller mobiltelefon i hånden, som var de lige på vej hen til skranken.

Jeg har fyldt lærrederne med så mange forskellige ansigter, som jeg kunne. Ikke ét bestemt menneske, men en hel mængde. For jo flere der er, jo større er chancen for, at du finder et blik, der ligner dit eget.

Når man er repræsenteret, er man mindre alene

Når vi ser os selv et sted, føler vi, at der er plads til os. At vi hører til.

Det er hele idéen med serien. Værkerne skal ikke bare være pæne på en væg. De skal gå dybere. De skal vise, at alle er med. At der er en plads til enhver, der træder ind ad døren.

Borgerservice er nemlig et sted, alle skal kunne komme, og da Aalborg Kommune bestilte serien og hængte den netop dér, sagde de uden ord: Du hører til her. Du er set.

Et sted mellem kunst og design

Paula Scher er partner hos designbureauet Pentagram og en af de mest citerede stemmer i faget. Hun har en enkel måde at skille kunst og design ad på: Design har altid et formål. Kunst har intet. Det er forskellen. Ikke at det ene er bedre end det andet, siger hun. De løser bare hver sin opgave.

Jeg har tænkt en del over det skel, mens jeg arbejdede på "Mangfoldighed". For hvor hører den slags kunst hjemme? Den, der bliver bestilt til et bestemt sted, til bestemte mennesker, med en bestemt hensigt?

Der bliver skellet mere sløret. Malerierne er ikke ren kunst i Schers forstand, og de er ikke design. De er en mellemting. De skal fungere i et rum, og de skal tale til de borgere, der går ind ad døren. Men de stiller også et spørgsmål og lader den enkelte finde sit eget svar. Det er både udtryk og opgave på én gang.

Hvorfor bestille kunst?

En kommune kunne have hængt et pænt billede op. Aalborg valgte i stedet en serie med en hensigt. Det er kunst, der arbejder. Den får et rum til at føles rummeligt.

Det er dét, bestilt kunst kan. Design har et formål. Kunst har det ikke. Bestilt kunst har begge dele. Den løser en opgave og stiller samtidig et spørgsmål, som dit publikum selv får lov at svare på.

Og hvis det spørgsmål er "er der plads til mig her?", så er svaret allerede på væggen.

Et af Nordjyllands mest langvarige kreative makkerskaber runder 25 år – godt og vel – og markerer det med både tilbageblik og nye projekter.

”Forleden kom vi til at regne lidt på, hvornår vi egentlig begyndte at samarbejde. Vi nåede frem til, at vi faktisk allerede har passeret sølvbrylluppet, for Kasper blev ansat hos mig i 1998 og derefter fulgte nogle år, hvor samarbejdet blev stadig tættere. Da jeg blev tilbudt jobbet som Graphic Director i en større kommunikationsvirksomhed, skiltes vores veje for en tid, og det passede også med, at Kasper gerne ville stå på egne ben”, fortæller Veteran Graphic Designer Leo Griffin.

Hans mangeårige samarbejdspartner Kasper Randorff supplerer om det skæve sølvbryllup:

”De seneste mange år har vi drevet virksomheder uafhængigt af hinanden, men vi har haft masser af nært samarbejde, for vi er løbende blevet bekræftet i, at der er mange punkter i den kreative proces, hvor vi supplerer hinanden rigtig godt. Det er dejlig nemt for os at samarbejde. Det hænger sammen med, at vi begge brænder for det gode, gennemtænkte og lækre design – og at vi er fælles om at sætte en ære i at skabe den bedste løsning baseret på viden, kreativ opfindsomhed og indgående forståelse for håndværket.”

På et tidspunkt var der ekstra meget gang i den aalborgensiske reklamebranche og et af de førende bureauer ansatte Leo Griffin og Kasper Randorff og bragte dem dermed sammen igen som kreative makkere. Det førte til en masse spændende og krævende opgaver, men med tiden også lysten til atter at være sig selv.

Leo Griffin har passeret de 70 år, mens Kasper Randorff er et par årtier yngre. Ingen af dem tænker dog meget på alder i det daglige, for i deres verden er grafisk design ikke noget, man går på pension fra.

Rundt om i landsdelen er der utallige eksempler på designløsninger, som er udviklet i samspil mellem Leo Griffin og Kasper Randorff. Nævnes kan blandt andet Aalborg Kongres & Kultur Center, Guldbæk Vingård, Himmerland Boligforening, Mariagerfjord Kommune, Søgaards Bryghus, Aalborg Handelsskole og Aalborg Regatta. Dertil kommer udenlandske kunder som Ægir Bryggeri i Norge og Sail Training International i England.

Når The Tall Ships Races i august 2026 for sjette gang gæster Aalborg, er det endnu en gang samarbejdet mellem Leo Griffin og Kasper Randorff, der har skabt den stærke visuelle identitet, som værtsbyen vil være klædt i.

Nogle visuelle identiteter bliver tegnet én gang, lever deres liv i ti eller tyve år og bliver til sidst udskiftet, når de begynder at se lidt trætte ud. Det er egentlig den normale historie. Nye mennesker kommer til, nye designtrends afløser de gamle, virksomheder skifter retning, og på et tidspunkt er det både nemmere og mere fristende at begynde helt forfra end at bygge videre på det, der allerede findes.

Historien om The Tall Ships Races i Aalborg er næsten det stik modsatte.

Den samme grundidé har fået lov til at udvikle sig gennem næsten tre årtier. Ikke ved at stå stille, men ved hele tiden at følge med tiden. Hver gang arrangementet er vendt tilbage til Aalborg, er identiteten blevet gentænkt, justeret og forfinet, men aldrig med ønsket om at opfinde noget nyt. Tværtimod. Målet har været at bevare det, der gjorde identiteten genkendelig, samtidig med at den fik lov til at udvikle sig i takt med den tid, den var en del af.

Normalt siger man, at et logo ikke bør følge tidens trends, og det er et råd, jeg selv har givet videre mange gange gennem årene. Et godt logo skal kunne holde til, at moden skifter, at nye tendenser kommer og går, og at designverdenen finder en ny retning hvert femte år. Derfor forsøger man som designer som regel at skabe noget, der er hævet over tiden.

Men The Tall Ships Races er ikke et almindeligt brand.

Arrangementet vender kun tilbage med flere års mellemrum, og hver gang opstår der en naturlig anledning til at se identiteten efter i sømmene. Ikke for at skabe et nyt logo, men for at stille spørgsmålet: Hvordan ville vi tegne præcis den samme idé i dag?

Det er en sjælden mulighed, og måske netop derfor er udviklingen blevet så interessant at se tilbage på.

Den første identitet blev skabt af Leo Griffin, som gennem alle årene har været den kreative drivkraft bag udviklingen. Det har været med til at sikre en bemærkelsesværdig kontinuitet, selv om flere designere gennem årene har sat deres præg på identiteten. Jeg blev selv en del af arbejdet i 2004 og har siden været med til udviklingen i 2019, 2022 og nu igen i 2026. Hver gang har opgaven været den samme: ikke at begynde forfra, men at forstå den historie, identiteten allerede fortalte, og føre den et skridt videre.

Når man lægger de forskellige versioner ved siden af hinanden, kan man næsten læse designhistorien gennem de sidste tre årtier. Den første version er en detaljeret, malet illustration, som fortæller historien direkte med sejl, bølger og masser af små detaljer. Senere bliver formerne enklere, linjerne renere og udtrykket mere grafisk. Ikke fordi nogen har besluttet, at identiteten skulle være minimalistisk, men fordi hver generation af designere har fjernet en lille smule af det overflødige og efterladt det, der viste sig at være det vigtigste.

I 2004, 2010 og 2015 fungerede Aalborgs identitet som en del af det officielle Tall Ships-logo, hvor den lokale identitet og Sail Training Internationals logo var samlet i ét fælles mærke. Men identiteten levede allerede dengang et liv uden for selve logoet. De karakteristiske former og farver blev brugt på plakater, bannere, merchandise, skilte og en lang række andre grafiske elementer, hvor de var med til at skabe en samlet oplevelse omkring arrangementet. Designelementet eksisterede altså allerede. Det var blot logoet, der naturligt stod i centrum.

Det ændrede sig i forbindelse med The Tall Ships Races 2019.

Sail Training International valgte at forenkle deres egen identitet og samle alle værtsbyer under ét internationalt brand. De lokale logoer forsvandt, og Aalborgs identitet skulle nu fungere ved siden af det officielle STI-logo i stedet for inde i det. For os var det ikke et brud med den måde, vi allerede arbejdede på. Det var snarere en naturlig videreudvikling af en proces, der havde været i gang gennem mange år.

Pludselig var designelementet ikke længere en grafisk ledsager til logoet. Det blev selve identitetsbæreren. Det skulle kunne fungere på flag, plakater, wayfinding, annoncer, digitale medier, sociale platforme og merchandise. Det skulle kunne gentages, beskæres, fylde store flader eller optræde som et lille grafisk signal, uden nogensinde at miste sin genkendelighed.

Det ændrede også den måde, vi tegnede på.

Et designelement skal kunne langt mere end et logo. Det skal kunne skabe bevægelse og sammenhæng på tværs af hundredvis af forskellige flader og formater. Derfor blev hver eneste streg vurderet ud fra, om den havde en funktion. Hvis ikke den havde det, røg den væk.

Min uddannelse som grafisk designer begyndte med en skalpel og sluttede 3 år senere foran en computerskærm.

Da jeg startede, blev tekst sendt til sats og kom retur sat op på repropapir, der blev skåret ud med skalpel og monteret på millimeterpapir. Der blev slået raster i fotografier i reprokameraet, og monteret sammen med teksten, og en rettelse kunne betyde, at en hel side måtte bygges op igen. Tre år senere sad vi foran Macintosh-computere, og desktop publishing var på vej til at ændre en hel branche. Jeg var heldig at blive uddannet midt i den overgang, hvor det gamle håndværk og den digitale fremtid mødtes.

Den største forandring var ikke computeren. Det var, at vi gik fra at designe til et medie, der altid endte på papir, til en digital verden, hvor næsten alt pludselig kunne lade sig gøre. Det ændrede ikke bare produktionen. Det ændrede også de kreative muligheder.

Siden har jeg oplevet stort set alle de teknologiske skift, der har præget grafisk design. Illustrator gjorde det muligt at arbejde med typografi på måder, vi aldrig tidligere havde kunnet. Photoshop ændrede billedbehandlingen. Internettet ændrede medierne. Senere kom OpenType, variable fonts og bevægelig typografi, som igen udvidede mulighederne for at arbejde med typografi og visuel kommunikation.

Hver gang skete det samme.

Først skulle det hele udforskes. Typografien blev strakt, bøjet, vredet og mildest talt mishandlet, ganske enkelt fordi vi pludselig kunne. Noget var frygteligt. Noget viste nye veje. Efter noget tid lagde støvet sig, og så handlede det igen om det, der altid har været det vigtigste – ikke hvad værktøjet kunne, men hvad der var den rigtige løsning.

Det er måske derfor, jeg aldrig har haft travlt med at hoppe på det næste nye. Jeg har oplevet for mange programmer, trends og teknologier, som lovede at revolutionere branchen, men som i sidste ende ikke ændrede ret meget på det vigtigste: evnen til at få en god idé og omsætte den til et stærkt visuelt udtryk.

Nye værktøjer interesserer mig først, når de giver mig mulighed for at skabe noget, jeg ikke kunne skabe i går.

Da jeg begyndte at arbejde for Norlys Energy Trading, havde vi i NETs #1-team – eller Marketing, som vi hed i daglig tale – udviklet virksomhedens nye visuelle identitet.

Det femte element er en del af en visuel identitet. Ud over logo, typografi, farver og billeder er det femte element det, som binder identiteten sammen og gør den mere genkendelig. Jeg ville undersøge, om det femte element kunne gøres levende ved hjælp af creative coding.

Derfor kastede jeg mig over Processing. Ikke fordi jeg kunne programmere, men fordi det var det værktøj, der kunne bringe idéen til live. Jeg kopierede kodestumper fra nettet, ændrede lidt hist og her og lærte en smule undervejs, men jeg måtte hurtigt erkende, at mine kodeevner satte grænsen. Koden var ikke nødvendigvis kompliceret – jeg forstod den bare ikke godt nok til at bygge det, jeg havde forestillet mig.

Til sidst opgav jeg idéen. Ikke fordi tanken var dårlig, men fordi jeg ikke havde de tekniske forudsætninger for at føre den ud i livet. Jeg fandt i stedet på en anden idé til et femte element – candlesticks – og den fungerede faktisk langt bedre.

På et tidspunkt kom vores teamleder, Morten, med idéen om at bygge den visuelle identitet op i Claude Design, så mere end 300 medarbejdere kunne arbejde ud fra det samme visuelle fundament. Jeg tænkte ærligt talt: "Det har jeg ingen anelse om, hvordan jeg skal gribe an."

Det var derfor, jeg for første gang stiftede bekendtskab med Claude Design.

Ikke fordi jeg havde nogen særlig interesse i AI, men fordi opgaven krævede det.

Det viste sig at blive begyndelsen på noget helt andet.

NET Design System var en spændende opgave i sig selv. Det handlede om struktur, konsistens og om at gøre en visuel identitet levende og anvendelig i hverdagen. Men samtidig med at jeg byggede systemet, begyndte jeg at opdage, hvad værktøjet ellers kunne bruges til. Interessen for at undersøge AI opstod ikke, fordi jeg havde besluttet mig for det på forhånd. Den opstod, fordi jeg under arbejdet kunne se, at døren pludselig stod åben til et helt nyt kreativt rum.

Det var en erkendelse, jeg ikke havde set komme.

Kort tid efter begyndte jeg at undersøge mulighederne.

Ikke fordi AI pludselig var blevet interessant.

Men fordi jeg havde opdaget, at den kunne noget helt andet, end jeg havde forestillet mig.

Det interessante var ikke, at AI kunne designe.

Det interessante var, at den kunne fjerne en stor del af afstanden mellem en idé og det første udkast eller de første visualiseringer.

Der findes projekter, hvor idéen kommer næsten med det samme. Et logo, en typografi eller en farve, der falder på plads efter de første skitser. Og så findes der projekter, hvor man må acceptere, at blyanten skal blive i skuffen lidt endnu.

Guldbæk Vingaard var et af dem.

Opgaven lød egentlig enkelt. En vingård skulle have en ny visuel identitet i forbindelse med planer om at udvide med flere vinmarker, hotel og oplevelser. Men ret hurtigt stod det klart, at vi ikke skulle designe en etiket. Vi skulle finde fortællingen først. Derfor begyndte arbejdet ikke med Illustrator, men med spørgsmål. Hvorfor findes vingården? Hvad er det egentlig, gæsterne kommer for? Og hvordan ser man forskel på en vingård, der producerer vin, og en vingård, der skaber oplevelser?

Der gik lang tid, før den første streg blev tegnet. Og da den endelig kom, var den heller ikke den rigtige. Illustrationen blev tegnet igen og igen. Former blev forenklet, detaljer blev tilføjet og fjernet, proportioner blev justeret, og hele udtrykket ændrede karakter undervejs. Hver iteration gjorde illustrationen en lille smule stærkere, indtil den til sidst havde fundet sit eget visuelle sprog.

Farverne blev udviklet efter samme princip. Hver etiket fik sin egen karakter, men uden at bryde det samlede univers.

En visuel identitet kan ikke altid være en detaljeret illustration. Nogle gange skal den fungere på et skilt ved vejen, i en mailsignatur, på en kapsel eller som et lille ikon på en skærm. Derfor blev der også udviklet et logo i mere traditionel forstand. En enkel udgave af identiteten, som kan bruges de steder, hvor illustrationen bliver for kompleks. De to dele løser hver sin opgave, men fortæller den samme historie.

Arnold er på vej efter mig. For at udslette mig og mit arbejde. Lidt dramatisk, ja. Men Terminator er en af mine yndlingsfilm fra 80’erne, og billedet rammer faktisk meget godt den følelse, jeg tror mange af os har omkring AI lige nu. Maskinerne kommer. Og hvad skal der så blive af os?

Det paradoksale er bare, at jeg samtidig er blevet dybt fascineret af det værktøj, vi er så bange for. For som værktøj? Hold da op. Jeg kan godt blive nervøs, når jeg tænker på, hvor hurtigt det hele går, og hvad det kan udvikle sig til. Men lige nu er AI først og fremmest blevet endnu et værktøj i min værktøjskasse. Der ligger allerede Adobe-pakken. Figma. Blyanten. Notesbogen. Alt det andet, jeg bruger til at skabe med. Nu ligger AI der også.

Og det spørgsmål, jeg bliver ved med at vende tilbage til, er ret enkelt:

For det kan du jo på mange måder. Du kan få skrevet tekster, lavet billeder, få idéer, få lavet et logo, en kampagne, et website, en video eller et opslag til sociale medier. Du kan få noget, der ligner et færdigt resultat, uden nødvendigvis at kunne det fag, du arbejder i. Det nye er ikke bare, at vi har fået endnu et værktøj. Det nye er, hvor meget det kan.

Men bare fordi noget kan produceres, betyder det ikke, at det fungerer. Det er dér, jeg tror forskellen ligger.

Du kan godt lave noget. Spørgsmålet er, om du kan se, om det er godt.

Jeg så et indlæg den anden dag om, hvorvidt man overhovedet selv er kunstneren eller skaberen, hvis et værk er lavet med AI. Samtidig ser vi en bevægelse i den modsatte retning, hvor noget næsten helst skal se man made ud. Mere skitseagtigt, mere råt og mindre picture perfect. Man skal kunne mærke, at der står et menneske bag.

Det synes jeg er interessant. Måske fordi vi allerede er ved at blive trætte af det alt for perfekte. Det glatte. Det generiske. Det, der ser rigtigt ud, men ikke føles ægte. For vi leder ikke kun efter udførelse. Vi leder efter en afsender. Efter vilje, smag, holdning og menneske.

Det er også derfor, jeg ikke synes, spørgsmålet kun handler om, hvem eller hvad der har udført arbejdet. Jeg har for eksempel brugt AI til at kode mit nye website. Men AI fik ikke idéerne til sitet. Den bestemte ikke strukturen, typografien, animationerne eller alle de små detaljer. Den tegnede ikke de grafiske elementer, og den besluttede ikke, hvad der skulle ændres igen og igen, indtil det sad rigtigt. Det gjorde jeg.

Jeg kan ikke kode, men jeg ved, hvad jeg vil bygge. AI har gjort kode tilgængelig for mig at arbejde med. Jeg kan beskrive, hvad jeg vil have, se hvad der sker, vurdere resultatet, ændre retning og blive ved. Det har sat mig fri af nogle digitale begrænsninger, jeg havde før. Men kun fordi jeg allerede kan se for mig, hvad jeg vil skabe.

Det samme gælder faktisk denne tekst. Tankerne er mine. Erfaringerne er mine. Holdningerne er mine. Jeg har tømt hovedet for tanker og fået hjælp til at sortere, udfordre, forkorte og formulere det. Det kunne jeg også have gjort sammen med en tekstforfatter. Afsenderen er stadig mig.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet: Hvorfor bruge sådan en som mig?

Ikke fordi jeg har Illustrator eller Figma. Ikke fordi jeg har adgang til AI. Det har alle. Og ikke fordi jeg kan få produceret noget hurtigt. Men fordi jeg er uddannet til det her. Jeg kan se forskellen på noget, der bare ser godt ud, og noget, der faktisk virker. Jeg kan vælge til og fra, stille spørgsmål og mærke, når noget er for meget, for lidt, for glat, for dødt eller bare rammer helt ved siden af.

Jeg leder ikke bare efter et resultat. Jeg leder efter det rigtige resultat. AI kan give dig 100 forslag, men nogen skal stadig kunne se, hvilket af dem der er værd at arbejde videre med. Og nogen skal kunne se, når alle 100 er forkerte.

Det er dér, jeg tror min værdi ligger. Ikke i at være den eneste, der kan lave det visuelle. Den tid er forbi. Men i at kunne se, forstå, forme og vurdere den visuelle kommunikation – og få den til at virke.

Og ja, der er et paradoks i det. Jeg vil gerne have virksomheder til at bruge mig som designer, samtidig med at jeg selv bruger AI til at kode og skrive, hvor jeg tidligere ville have brugt en udvikler eller en tekstforfatter.

Grænserne mellem fagene flytter sig. Også mine egne. AI giver mig adgang til områder, jeg ikke selv er uddannet i. Præcis som den giver andre adgang til design.

Så jeg tror ikke, vi kan forsvare vores fag ved at lade som om AI ikke ændrer noget. Det ændrer rigtig meget. Men det gør ikke viden og evner mindre værd. Måske tværtimod.

For jo lettere det bliver at producere, desto vigtigere bliver det at kunne vurdere. Jo mere picture perfect noget kan blive, desto vigtigere bliver det måske at kunne mærke mennesket bag. Og jo mere AI kan, desto vigtigere bliver det at vide, hvad vi egentlig vil bruge det til.

Og måske er det derfor, Arnold alligevel passer så godt ind. I den sidste Terminator-film er han ikke længere den, der kommer for at udslette os, men den, der hjælper med at forhindre dommedag og maskinerne i at tage over.

AI er et værktøj. Et ret vildt et. Men stadig et værktøj.