Et nyt værktøj til gamle idéer

Min uddannelse som grafisk designer begyndte med en skalpel og sluttede foran en computerskærm.

Da jeg startede, blev tekst sendt til sats og kom retur som lange papirstrimler, der blev skåret ud med skalpel og monteret på millimeterpapir. Fotografier blev slået til raster i reprokameraet, film blev monteret, og en rettelse kunne betyde, at en hel side måtte bygges op igen. Tre år senere sad vi foran Macintosh-computere, og desktop publishing var på vej til at ændre en hel branche. Jeg var heldig at blive uddannet midt i den overgang, hvor det gamle håndværk og den digitale fremtid mødtes.

Den største forandring var ikke computeren. Det var, at vi gik fra at designe til et medie, der altid endte på papir, til en digital verden, hvor næsten alt pludselig kunne lade sig gøre. Det ændrede ikke bare produktionen. Det ændrede også de kreative muligheder.

Siden har jeg oplevet stort set alle de teknologiske skift, der har præget grafisk design. Illustrator gjorde det muligt at arbejde med typografi på måder, vi aldrig tidligere havde kunnet. Photoshop ændrede billedbehandlingen. Internettet ændrede medierne. Senere kom OpenType, variable fonts og bevægelig typografi, som igen udvidede mulighederne for at arbejde med bogstaver og visuel kommunikation.

Hver gang skete det samme.

Først skulle det hele udforskes. Typografien blev strakt, bøjet, vredet og mildest talt mishandlet, ganske enkelt fordi vi pludselig kunne. Noget var frygteligt. Noget viste nye veje. Efter noget tid lagde støvet sig, og så handlede det igen om det, der altid har været det vigtigste – ikke hvad værktøjet kunne, men hvad der var den rigtige løsning.

Det er måske derfor, jeg aldrig har haft travlt med at hoppe på det næste nye. Jeg har oplevet for mange programmer, trends og teknologier, som lovede at revolutionere branchen, men som i sidste ende ikke ændrede ret meget på det vigtigste: evnen til at få en god idé og omsætte den til et stærkt visuelt udtryk.

Nye værktøjer interesserer mig først, når de giver mig mulighed for at skabe noget, jeg ikke kunne skabe i går.

Da jeg begyndte hos Norlys Energy Trading, havde vi i NETs #1-team – eller Marketing, som vi hed i daglig tale – udviklet virksomhedens nye visuelle identitet.

Det femte element er en del af en visuel identitet. Ud over logo, typografi, farver og billeder er det femte element det, som binder identiteten sammen og gør den mere genkendelig. Jeg ville undersøge, om det femte element kunne gøres levende ved hjælp af creative coding.

Derfor kastede jeg mig over Processing. Ikke fordi jeg kunne programmere, men fordi det var det værktøj, der kunne bringe idéen til live. Jeg kopierede kodestumper fra nettet, ændrede lidt hist og her og lærte en smule undervejs, men jeg måtte hurtigt erkende, at mine kodeevner satte grænsen. Koden var ikke nødvendigvis kompliceret – jeg forstod den bare ikke godt nok til at bygge det, jeg havde forestillet mig.

Til sidst opgav jeg idéen. Ikke fordi tanken var dårlig, men fordi jeg ikke havde de tekniske forudsætninger for at føre den ud i livet. Jeg fandt i stedet på en anden idé til et femte element – candlesticks – og den fungerede faktisk langt bedre.

På et tidspunkt kom vores teamleder, Morten, med idéen om at bygge den visuelle identitet op i Claude Design, så mere end 300 medarbejdere kunne arbejde ud fra det samme visuelle fundament. Jeg tænkte ærligt talt: "Det har jeg ingen anelse om, hvordan jeg skal gribe an."

Det var derfor, jeg for første gang stiftede bekendtskab med Claude Design.

Ikke fordi jeg havde nogen særlig interesse i AI, men fordi opgaven krævede det.

Det viste sig at blive begyndelsen på noget helt andet.

NET Design System var en spændende opgave i sig selv. Det handlede om struktur, konsistens og om at gøre en visuel identitet levende og anvendelig i hverdagen. Men samtidig med at jeg byggede systemet, begyndte jeg at opdage, hvad værktøjet ellers kunne bruges til. Interessen for at undersøge AI opstod ikke, fordi jeg havde besluttet mig for det på forhånd. Den opstod, fordi jeg under arbejdet kunne se, at døren pludselig stod åben til et helt nyt kreativt rum.

Det var en erkendelse, jeg ikke havde set komme.

For omkring to måneder siden begyndte jeg igen at undersøge mulighederne.

Ikke fordi AI pludselig var blevet interessant.

Men fordi jeg havde opdaget, at den kunne noget helt andet, end jeg havde forestillet mig.

Det interessante var ikke, at AI kunne designe.

Det interessante var, at den kunne fjerne en stor del af afstanden mellem en idé og den første prototype.