Det, der blev tilbage
En fortælling om en visuel identitet, der gennem mere end to årtier er blevet tegnet, udviklet og forenklet af flere dygtige hænder – uden at miste sin oprindelige idé.
Jeg har altid været fascineret af, hvordan en visuel identitet udvikler sig over tid. Ikke fordi den nødvendigvis skal se anderledes ud, men fordi den langsomt finder ind til sin kerne. Det er en proces, man sjældent får lov til at opleve som designer, fordi de fleste identiteter bliver udskiftet eller erstattet længe før, de når at modne.
Arbejdet med The Tall Ships Races i Aalborg har været anderledes.
Da Leo Griffin skabte den første identitet til Aalborg som værtshavn, tog den udgangspunkt i en detaljeret illustration af et sejlskib. Logoet fortalte historien, og jo tættere man kom på det, desto flere detaljer opdagede man. Det var en identitet, der passede til sin tid, og som med stor sikkerhed fortalte, hvad arrangementet handlede om.
Jeg blev en del af arbejdet i 2004, hvor identiteten blev videreudviklet. Dengang handlede processen stadig om at forfine logoet, men allerede dér begyndte en tanke at melde sig. Hvad er det egentlig, der gør en identitet genkendelig? Er det alle detaljerne, eller er det idéen bag dem?
Historien stopper dog ikke dér.
Gennem de næste mange år har identiteten været i flere dygtige designeres hænder, som hver især har bidraget med deres faglighed og deres blik på opgaven. Det særlige er, at udviklingen aldrig har ændret retning. Med Leo Griffin som den gennemgående kreative drivkraft er identiteten blevet udviklet med respekt for den oprindelige idé, og i stedet for at blive genopfundet ved hvert værtskab er den langsomt blevet forfinet. Det er efter min mening noget af det smukkeste ved grafisk design; når flere designere kan arbejde videre på den samme idé uden at miste dens karakter.
Da jeg igen blev en del af arbejdet med identiteten til 2022 og senere 2026, føltes det derfor ikke som at begynde forfra. Tværtimod. Opgaven var at forstå den udvikling, der allerede var sat i gang, og føre den et skridt videre.
Samtidig havde Sail Training International ændret deres retningslinjer for værtsbyernes visuelle identitet. De lokale logoer blev afløst af én fælles Tall Ships-identitet, som alle værtsbyer skulle anvende. Dermed forsvandt muligheden for at lade Aalborgs egen identitet leve i logoet.
Det ændrede ikke bare et logo. Det ændrede hele måden, vi skulle tænke identitet på.
Hvis Aalborg stadig skulle have sit eget visuelle aftryk, måtte det leve et andet sted. Ikke som et alternativ til Tall Ships-identiteten, men som et design-element, der kunne fungere sammen med den officielle identitet. Et grafisk lag, der kunne folde sig ud på tværs af plakater, flag, wayfinding, merchandise og digitale medier – uden nogensinde at konkurrere med det officielle logo.
Det var her, Aalborgs visuelle identitet flyttede ud af logoet og blev til et designelement i en fælles international identitet.
Det blev starten på arbejdet med et grafisk element, som ikke skulle illustrere et skib, men som skulle bære den samme idé. Farverne blev bevaret. Bevægelsen blev bevaret. Den maritime reference blev bevaret. Men formen blev gradvist enklere. Den detaljerede illustration blev til organiske linjer, de organiske linjer blev til et grafisk element, og elementet udviklede sig til et fleksibelt system, der kunne bruges på alt fra flag og bannere til wayfinding, merchandise og digitale medier.
Da vi begyndte arbejdet med 2026, handlede opgaven derfor ikke om at skabe noget nyt, men om at finde ind til essensen. De organiske former blev erstattet af en enkel geometrisk konstruktion, hvor idéen stod tydeligere end nogensinde før. Det samme element kunne fungere som et lille symbol, brede sig ud som et mønster, fylde tallene 2026 eller skabe identitet på tværs af utallige flader. Jo enklere det blev, desto flere muligheder fik det.
Det interessante er, at vi på en måde endte dér, hvor historien begyndte.
Den første identitet var et logo.
Den næste generation blev et grafisk sprog.
Den seneste version er igen blevet så enkel, at den kan fungere som et logo. Forskellen er, at den samtidig kan være identitetens femte element. Den kan skifte funktion uden at miste sin karakter, og netop derfor er den stærkere end noget traditionelt logo kunne være alene.
Når jeg ser tilbage på udviklingen gennem mere end to årtier, er det ikke alle de ting, vi har ændret, der interesserer mig mest. Det er alt det, vi aldrig har ændret. Farverne. Bevægelsen. Idéen. For selv om udtrykket er blevet enklere gennem årene, er identiteten den samme. Måske er det netop dét, der kendetegner en stærk visuel identitet. Ikke hvor meget den ændrer sig, men hvor meget der bliver tilbage.
